Multifunktionelt køkken
Køkken/stue? Stue/køkken? Køkkenstue? Det er lige meget, hvad du kalder det. Det er en kendsgerning, at grænserne mellem de hjemmets to hyggeligste rum er ved at smelte godt og grundigt sammen.
Det skyldes to ting. For det første, fordi vores beboelsesrum generelt bliver mindre, især i bymiljøerne, hvor de fleste af os bor. For det andet, at køkkenets rolle som et sted, hvor der kun laves mad, er ved at ændre sig. Nu er det et sted, hvor man spiser, mødes og slapper af. Det betyder imidlertid, at designerne skal finde på stadigt mere sindrige løsninger for at få den begrænsede plads til at arbejde hårdt og tilfredsstille vores trang til hygge.
Med en smule gennemtænkt design kan opvaskemaskinen og ovne skjules bag skydedøre – hvilket straks giver rummet en mere stueagtig fornemmelse. Spiseborde kan forvandles til kaffeborde på få sekunder ved blot at regulere bordbenenes højde. Vi oplever også en stigende popularitet af køkkenøen. Denne enkle designfunktion bryder et større rum i zoner uden behov for vægge – så rummet stadig er hyggeligt.
I takt med, at vi bevæger os mod en mere integreret livsstil – en livsstil med universalrum i åbne planer – udviskes grænserne fortsat. Og hyggen, dette meget menneskelige karaktertræk, bliver kernen i designet af vores hjem.